Årets andet oplæg er faktisk et forsøg på at besvare et spørgsmål, der blev stillet i oplægget “Da Danmark ophørte med at være et klansamfund” i 2010.

Under oplægget blev det fremvist, at senere historikere fra tid til anden har overført én tids begreber til en anden. Der vil være særlig fokus på “Hvide-slægten”, som den absolut værste offender inden for denne kategori.

Men hvem står bag? Skal vi denne gang til etnografien, nationalromantikken, eller vil storfavorit Arild Huitfeldt gå af med sejren igen? Gå ikke glip af dette oplæg!

Oplægget vil være en præsentation af mit speciale omhandlende spørgsmålet: Hvordan kan man erkende om der har været krig ud fra et arkæologisk materiale, i dette tilfælde i 900-tallets Danmark?

Hedninge og kristne er oplagte parter i en potentiel krig i 900-tallets Danmark. Materialet der er anvendt til at komme spørgsmålet nærmere, er derfor grave og befæstninger, relationen mellem disse, samt strategiske overvejelser. Gravene giver et indblik i religiøs tilknytning og udbredelseskort over gravtyper kan vise regionale forskelle. Befæstninger kan derimod give indblik i militære forhold. Strategiske overvejelser og grave ved/i området omkring tidens befæstninger kan dertil indikere tilknytning til en af parterne. Tilsammen kan graves anlæggelsestidspunkt og befæstningers opførelse eller nedrivning/opgivelse antageligt yderligere give et billede af konfliktzoner og omvæltninger som følge af militære styrkeforhold.

Ud fra den her anlagte vinkel, ser det ud til at Danmark var delt i to i det meste af 900-tallet; et kristent styret område med centrum i Jelling og hedenske områder udenom dette. Dertil at trelleborgene var hedenske, i modsætning til de befæstede faser af Hedeby og Århus og det først var i slutningen af 900-tallet, at hele Danmark var under kristent styre.

Dette står i skarp kontrast til de normale arkæologiske tolkninger, men vinkelen på materialet er også usædvanlig.

Til sidst i oplægget vil udvalgte skriftlige kilder blive kommenteret

This paper examines the historical development of courtly love and related attitudes, arguing that courtly love is a force in favor of increased gender equality, having evolved from a misogynist “fatal love” mindset in antiquity. The paper attempts to demonstrate that courtly love can be seen as having two successive forms: first the rebellion against loveless marriage, justifying and sanctioning the promiscuous behavior of women that the troubadour songs criticize, and thereafter a compromise between the extremes of misogyny and emancipation, becoming the calmer, more well-behaved and inoffensive conventions of honor and chastity that the troubadour songs praise.

The trend started by medieval courtly love can be seen as perhaps the first movement in history that gives women a proper voice, putting women in a position to be spoken to and to be listened to.

This paper suggests that courtly love is a progressive status that women largely created for themselves in response to, and in interaction with, the troubadour songs. They were able to do this because their domestic power and self-rule rose sharply during the crusades, where many of the men were away from home. Courtly love is an important element in the history of gender roles and gender interaction, which can hopefully inform us about the human nature that shapes the progress of history.

Oplægget vil blive afholdt på dansk eller engelsk alt efter behov.

Oplægget finder sted mandag d. 21. november, kl. 17.05 i lokale 22.0.47 – Læg mærke til at dette er Cirklens nye lokale!

“Timothy Bolton fremkommer i kapitel 8, i sin bog “The Empire of Cnut the Great,” med en hypotese om eksistensen af et skånsk dynasti af jarler i det 10. og 11. århundrede. Disse jarler skulle, i følge Bolton, have ligget i konkurrence med de danske konger Harald Blåtand, Sven Tveskæg og Knud den Store. Jarlerne af Skåne glimrer ved deres fravær i andre fremstillinger om perioden, men ikke blot er de et nyt fænomen i litteraturen, der er også store problemer med deres grundlag i kilderne. Oplægget vil tage udgangspunkt i mit bachelorprojekt “Jarlerne af Skåne – En Kildekritisk Undersøgelse” fra efteråret 2010.

Litteratur-forslag

Bolton, Timothy: “The Empire of Cnut the Great,” Kapitel 8: “Cnut, Eastern Denmark and the Baltic: The struggle for supremacy”

Oplægget finder sted mandag d. 12. september, kl. 17.05 i lokale 22.0.47 – Læg mærke til at dette er Cirklens nye lokale!

Oplægget vil være en opsummering af mit speciale afleveret i april 2011.
Hovedproblematikken for specialet var at undersøge, hvilken funktion borgene havde i middelalderen.

Specialet afgrænsedes til tiden mellem 1250 og 1400 – inddelt i fire perioder, og
geografisk begrænsedes det til Skåne.

For at komme problematikken nærmere satte jeg mig for at redegøre for borgenes funktioner på tre planer; lokalt – borgen og dens tilliggender, regionalt – i et udefineret område i Skåne, hvori der lå flere borge, og superregionalt – hvilket vil sige hele Skåne.

Hurtigt i processen stod det klart at hver borg måtte betragtes gennem to perspektiver; i fredstid – som et landbrug, og i krigstid – som et redskab til krig.

Oplægget mandag d. 12. vil omhandle de metoder jeg har benyttet, samt en redegørelse for de resultater jeg kom frem til underspecialet. Afslutningsvis vil jeg komme ind på hvordan specialet ligger til grund for min videre forskning.

Oplægget finder sted mandag d. 11. april, kl. 17.05 i lokale 16.1.114 på 16-gangen på KUA

Gennemgående er de blevet tolket som militære borge, enten til dominans eller forsvar. Det er nærliggende at opfatte dem sådan, fordi de jo netop er bygget som borge. Men måske kan man også tolke dem anderledes. Måske er det muligt at se forbi deres rent fysiske form, og forestille sig andre motiver end de rent militære.

Perioden handlede ikke kun og krig og kamp, den var også præget af store økonomiske udviklinger. Handel og landbrug spillede en stadig større rolle, og måske kan det lade sig gøre, at argumentere for ringborgenes rolle som en del af et forsøg på at omstrukturere økonomiens veje i datiden.

Borge er kun borge, hvis de kan bruges til krig – ellers er de noget andet.

Oplægget finder sted mandag d. 2. maj, kl. 17.05 i lokale 16.1.114 på 16-gangen på KUA

Dantes Komedie nævnes ofte som et af verdenslitteraturens mest storslåede værker. T.S. Eliot hævdede, at Dante og Shakespeare deler verden mellem sig; der gives ingen tredje. Og Harold Bloom påstod, at Dante og Shakespeare overgår alle andre vestlige forfattere i kraft af deres kognitive skarphed, sproglige energi og styrke i opfindsomhed. Andre Dante-læsere har betegnet Komedien som en summa over middelalderens kulturer og religiøse forestillinger, et meteornedslag i vestens litteratur, en gotisk katedral og en heraklitisk flod, der ændrer sig for hver læsning.

Men én ting er at hylde Dantes bedrift. Det er straks en anden ting at forstå, hvad Dante formidler gennem sin tekst. For Komedien indeholder en af verdenslitteraturens mest forvirrende gåder. Hvad er sammenhængen mellem formen og indholdet – mellem universitets strukturelle kendetegn og fortællingens optrin og handlinger?

Komedien består af tre dele (inferno, purgatorio og paradiso), der beskriver den hinsidige verden. Men på intet tidspunkt gøres det klart, hvordan de tre dele udgør en samlet helhed. Hvorfor er helvede inddelt ni kredse, purgatoriet i syv terrasser og paradiset i ti himmelssfærer? Gennem århundreder har læsere af Komedien grublet over det spørgsmål, fordi Dante påstår, at kosmos er en velordnet helhed, men han fortæller intetsteds hvilke principper der ordner helheden.

Oplægget finder sted mandag d. 14. februar, kl. 17.05 i lokale 16.1.114 på 16-gangen på KUA

Middelalderens folkesproglige litteraturer opstår – i Norden såvel som i resten af Europa – gennem transformationer af den latinske bogkultur. Oversættelserne har herved en nøgleposition, idet de sætter gang i en grundlæggende dynamik: folkesproget emanciperer sig som skriftmedie og åbner op for lokal skriftlighed og tradition.

Foredraget vil vise, at der sker en trefoldig receptionsprocess, illustreret ved Gregor den stores “Dialogi de vita et miraculis patrum Italicorum” og deres vej ind i den norrøne kulturverden. Receptionen af den latinske tekst bliver synlig i oversættelsen (med alle de friheder, en oversætter i middelalderen så sig i sin gode ret til at foretage) og afskrifter af den oversatte tekst vidner om receptionen gennem tiderne: Gregors dialoger (eller brudstykker deraf) findes i norrøne håndskrifter gennem de næste 250 år. Men teksten lever også videre i den “originale” norrøne litteratur og er dermed et typisk eksempel på, hvordan en af disse tidligste litterære importer præger og gennemsyrer den såkaldte egne kultur.

Oplægget finder sted mandag d. 28. februar, kl. 17.05 i lokale 16.1.114 på 16-gangen på KUA

Alt hvad vi har af diplomer vedrørende leding i Danmark er udstedt til klostre og kirker, enten kongen nu afstod fra de pågældende institutioners leding eller, som vort ældste kendte diplom, Knud den Helliges gavebrev til St Laurentius i Lund, fastholder, at hvis nogen forsømte ledingen, så skulle de bøde til kongen. Med for eksempel Næstved St Peders kloster indgik kongen en byttehandel: i stedet for den leding, som klostret ellers skulle yde, kunne det nøjes med at sejle kongen en tur til Falster eller andre øer en gang om året. Det noget rigere St Knuds kloster i Odense slap for at møde i leding med sine mænd mod at stille et antal ekvipager til kongens rådighed, hver gang han opholdt sig i sin gård i Odense. Men de institutioner, som skulle yde kongen leding, hvad havde de egentlig at stille med? Hvad var det kongen krævede af dem? Det kan vi lære noget om i striden mellem kongerne og ærkebisperne i det 13. Århundrede, selv om det er vanskeligt at sætte tal på her. Munkene i Øm klagede over, at Aarhusbispen kom ridende på gæsteri med 300 mand. En tilsvarende styrke må han vel have kunnet stille med i leding? Ved Magnus Lagabøters landslov får de norske bisper ledingsfrihed for de første 40 mand. Selv de fattige norske bisper må vel da have haft flere?

Oplægget finder sted mandag d. 28. marts, kl. 17.05 i lokale 16.1.114 på 16-gangen på KUA

Historieprofessor Sture Bolin i Lund konkluderede i 1960 i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, at Adam af Bremen kunne man stole på: “Med en for sin tid usædvanlig omhu gør Adam i Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum rede for sin kilder og hjemmelsmænd. Allerede herved indtager han en fremskudt plads blandt sin tids historikere. Det gør han også derved, at hans sigte først og fremmest er at skrive en historisk sand skildring, derimod ikke en politisk pamflet, som nok var bygget på historisk materiale, men sigtede på at påvirke begivenhederne i en ønsket retning”.

I dette oplæg vil jeg først og fremmest udfordre ovenstående udtalelse om mester Adams tendens, da værket ved et nærmere eftersyn rummer mere end blot summen af en kompilation af tekster, idet mester Adam har et eksplicit, politisk ærinde, hvorfor titlen skal tages bogstavelig: det er en kirkehistorie, som beskriver ærkebisperne af Hamborgs embedstid. I den skandinaviske Adam af Bremen-forskning har man lige fra Aage Trommer og indtil 1998 udelukkende inddraget makroaktørerne: ærkesædet Hamborg-Bremen, den tyske konge/kejser samt paven i Rom, hvor Trommer hos Adam påviste en tendens om, at verdslige bedrifter blev underordnet gejstlige. Fra 1998 har forskningen anført af svenske Henrik Janson og professor Niels Lund fokuseret på mikroaktører i form af henholdsvis hertugslægten Billung i Saksen samt slaviske relationer for at opnå en frugtbar forståelse af værket i sin samtid.

Imidlertid vil jeg hævde at kunne påvise en ny tendens hos Adam, som med undtagelse af rigsarkivar Michael H. Gelting hidtil har været et ubeskrevet blad. Denne går ud på, at efter munken Poppo (Folkmar af Köln) i 963 havde udført jernbyrd, hvorpå danerne under kong Harald Blåtand antog kristendommen, hvilket mester Adam bevidst fordrejer til at være ærkebispen af Hamborg-Bremen samt kejser Otto I den Stores bedrift på bekostning af ærkesædet Köln, selv om både den samtidige Widukind og Ruotger sobert beretter herom, bliver ærkebispen af Köln hos Adam af Bremen fremstillet særdeles tendentiøst. Hvad er således baggrunden for denne tendentiøse fordrejning og hvordan kommer det til udtryk?

Forslag til videre læsning:

Glaeske, Günter, Die Erzbischöfe von Hamburg-Bremen als Reichsfürsten (937-1258). Quellen und Darstellungen zur Geschichte Niedersachsens 60. (Hildesheim: August Lax, 1962).

Janson, Henrik, “Konfliktlinjer i tidig nordeuropeisk kyrkoorganisation,” i Kristendommen i Danmark før 1050: Et symposium i Roskilde den 5.-7. februar 2003, red. af Niels Lund. (Skjern: Roskilde Museums Forlag, 2004): 215-234.

—-, Templum Nobilissimum: Adam av Bremen, Uppsalatemplet och konfliktlinjerna i Europa kring år 1075. Avhandlingar från Historiska institutionen i Göteborg 21. (Göteborg: Historical Institute, 1998).

Lund, Niels, Harald Blåtands død, (Roskilde: Museums Forlag, 1998).

Reuter, Timothy, “Introduction to the 2002 Edition,” i History of the Archbishops of Hamburg-Bremen. (New York: Columbia University Press, 2002): xi-xxii.

Seegrün, Wolfgang, Das Papsttum und Skandinavien bis zur Vollendung der nordischen Kircheorganisation (1164). Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins 51. (Neumünster: Karl Wachholtz, 1967).

Trommer, Aage, “Komposition und Tendenz in der Hamburgischen Kirchengeschichte Adam von Bremens,” i Classica et Mediaevalia XVIII (1957): 207-57.